oprindelseshistorien om Ross Ulbricht er ikke anderledes end nogen historie i Silicon Valley. Det er en ung, smart, veluddannet mand, der voksede op i en øvre middelklasse forstad og havde en ide, der ville ændre verden. Andre mænd som ham startede tjenester som Uber for at forstyrre bilbranchen, Airbnb for at forstyrre hoteller, eller Yelp for at forstyrre restaurantbranchen. Ulbricht valgte at forstyrre narkotikamarkedet-ulovlige stoffer. Ulbrichts opstart, som han kaldte Silkevejen, matchede narkotikakøbere og narkotikahandlere, der sendte produktet lige til din dør, som om det var en kasse med væv eller en ny bog, og ligesom han tog en lille kommission. I modsætning til Travis Kalanick fra Uber, eller Brian Chesky fra Airbnb, Ulbricht, der gik forbi “the Dread Pirate Roberts” (en henvisning til Princess Bride) som en hemmelig ædru, blev til sidst fanget i et offentligt bibliotek i San Francisco og dømt til at tilbringe resten af sit liv i fængsel.
tirsdag rapporterede Daily Beast, at Donald Trump udforskede benådning af Ulbricht og skrev, at Trump “til tider privat har udtrykt en vis sympati for Ulbrichts situation og har overvejet hans navn blandt andet for hans næste runde af kommutationer og benådninger.”Ifølge en embedsmand, der var involveret i sagen mod Ulbricht, er rapporterne faktisk sande, og Trump er faktisk mulling en benådning. Der er flere grunde til, at dette kunne være. Ulbrichts mor, Lyn, har været på en forståelig og vedholdende kampagne for at se sin søn befriet fra fængsel og har rejst over Amerika, mødt med politikere og tilhængere og forsøgt at ophæve hans overbevisning. Og, for nogle, Ulbricht har længe været en årsag celebre, klumpet ind med Julian Assange og Edvard sne som mennesker, der, bag en computer, krydsede juridiske grænser, men med altruistiske mål i tankerne. Tilhængere af Assange påpeger, at han simpelthen forsøgte at vise grusomheder begået af regeringen; Han var drevet af et ønske om at afsløre, at NSA spionerede på sine egne borgere, og Ulbricht forsøgte at hjælpe folk med at blive såret i narkotikahandlinger, der var gået galt. De tre mænd støttes ofte af den libertariske superfront af venstre – og højreorienterede afvisere, der Venn diagrammer over forskellige politiske synspunkter med en enkelt overlappende tro: at noget libertarisk ikke er ulovligt. For Trump er det en god måde at samle sin base på og få sympatisører til venstre.
efter at have skrevet bogen American Kingpin på Ulbricht og Silkevejen, er jeg ofte blevet spurgt, om straffen passer til forbrydelsen—hvis Ulbricht skulle benådes eller se hans dom pendlet, da han blev straffet med to livstidsdomme plus 40 år for at starte og køre Silkevejen. Under hans retssag, som jeg sad igennem i næsten en måned, var beviserne mod ham uoverstigelige. En jurymedlem, jeg talte med efter retssagen, fortalte mig, at hun og hendes jævnaldrende enstemmigt fandt Ulbricht skyldig inden for de første par minutter af drøftelser, men ventede i juryrummet for at afslutte frokosten, i håb om at få det til at virke som om de havde mullet hans skæbne længere, som de følte for hans familie. Der var ikke en skygge af tvivl om, at han var skaberen og operatøren af Silkevejen, og at stedet havde forårsaget uoprettelig skade på andre.
under retssagen havde vi alle set, da anklagerne præsenterede bjerge af beviser, der viste, at Ulbricht havde godkendt salget af næsten alle tænkelige stoffer—selv til mindreårige. At han havde tilladt salg af cyanid og våben. At han havde skabt incitamenter og forfremmelser for at gøre det muligt for flere mennesker at sælge flere stoffer på Silkevejen, og at han havde troet, at han aldrig ville blive fanget. Og, måske sværest af alt for juryen at se, at mindst seks mennesker var døde af stoffer, de havde købt på Silkevejen, inklusive en teenager i Australien, der havde haft en bivirkning på et hallucinogen og var sprunget ud af et hotelvindue.
i betragtning af hvor højt profileret sagen var, blev retssalen ofte fyldt med flere mennesker, end der var pladser. Til højre for rummet pakket to dusin journalister sammen—en mishmash af lokale nyheder slog journalister, nogle tech journalister til store nyhedsforretninger og et par sympatiske bloggere fra mere esoteriske kryptosider. Til venstre for rummet sad Ulbrichts familie, inklusive hans mor og far, Lyn og Kirk Ulbricht, og hans søster, såvel som tilhængere og venner. Hvad vi alle delte til fælles, fra anklagerne til journalisterne til den tiltalte familie til endda dommeren var, at vi næsten alle var hvide. Dag ind og dag ud, jeg ville tage elevatoren op til retssalen, og lytte til anklagemyndigheden og forsvaret kæmper det ud, argumenterer over de mystiske detaljer i sagen, med den ene forsøger at argumentere for, at den frygtede pirat Roberts var Ross Ulbricht, og den anden forsøger at argumentere for, at han var indrammet. Jeg blev vant til sjældent at forlade retssalen til frokost og bare sidde der i det tomme rum i en time og tænke på sagen.
et par uger inde i retssagen trådte jeg ud af elevatoren og så en afroamerikansk kvinde i begyndelsen af 20 ‘ erne med en lille baby i armene og ventede på gangen uden for retssalen. Barnet græd og fussing, og kvinden forsøgte sit bedste for at skubbe barnet med en flaske mælk. Det var tydeligt, at moderen var overvældet af omfanget af, hvor hun stod. Da jeg gik ind i retssalen den dag, den sorte kvinde blev udenfor, og jeg tænkte intet på det. Men ved frokosttid, da retten blev afskediget i en time, og alle andre var væk, jeg så kvinden med den grædende baby komme ind i retssalen og tage plads, alene, uden nogen anden omkring hende. Der gik lidt tid, og dommeren vendte tilbage fra hendes kamre, da en sort mand i begyndelsen af 20 ‘ erne blev ført ind i retssalen, håndjern og i en beige fængselsudstedt jumpsuit, og han fik at vide af to amerikanske fængselsvagter at tage plads. Det nøjagtige sæde, som Ross Ulbricht havde været på bare 45 minutter tidligere.
Jeg husker detaljerne i det øjeblik, som nogen gør, når de er vidne til et bilulykke: visse ting er så klare som dagen, andre disede. Hvad der skiller sig ud med en sådan klarhed, selv år senere, som jeg tænker over det nu, er den måde, fangen vendte sig på, tilbød kvinden med babyen et håbefuldt og beklageligt smil, og hvordan hun smilede tilbage og blæste ham et lige så håbefuldt kys. Jeg kan huske, at jeg så U. S. Distriktsdommer Katherine Forrest, den samme dommer, der havde boet over Ulbrichts retssag, da hun igen kom ind i retssalen og gennemgik papirarbejdet fra denne fange. Og jeg husker, hvordan uhyggeligt tømme retssalen følte. Den slags tom, når du kan høre en persons fødder shuffle, eller papirer bliver vendt.det viste sig, at dommer Forrest havde besluttet at tage en del af sin frokostpause for at dømme den sorte mand for en narkotikaforseelse, som han var blevet arresteret for og fundet skyldig. Fra hvad jeg kunne hente, manden var blevet fanget i Bronsen, der solgte kokain, som han, eller hans offentlige tiltalte advokat, Jeg kan ikke huske, havde forsøgt at forklare, var det eneste kald, han havde til rådighed for at fodre sin familie, som omfattede kvinden, der sad i retssalen med den grædende baby. Efter et par minutters legaliteter, uden et publikum til stede eller en pressekamp, ikke engang denne mands mor og far var der, dømte dommeren ham til mindst 25 års fængsel for at have solgt stoffer. Betyder, han ville være i 50 ‘ erne, når, og hvis, han kom ud af fængslet. I bedste fald ville den lille baby være hans alder i det øjeblik, hvor manden blev befriet. Da han blev ført ud af retssalen af de amerikanske marshaler, skyndte kvinden med babyen sig ud og forsøgte at bekæmpe tårer med den lille baby i armene. Ti minutter senere fyldte et hav af hvide mennesker retssalen igen, og Ross Ulbrichts retssag genoptog.