gennem det 19.århundrede havde det herskende dynasti i Egypten brugt enorme summer på Egyptens infrastrukturelle udvikling. I overensstemmelse med sin egen militære og udenlandske oprindelse var dynastiets økonomiske udvikling næsten helt orienteret mod militære mål med dobbelt anvendelse. På trods af store summer af europæisk og anden udenlandsk kapital var den faktiske økonomiske produktion og de deraf følgende indtægter derfor utilstrækkelige til at tilbagebetale lånene. Derfor vaklede landet mod økonomisk opløsning og implosion. Til gengæld tog europæiske og udenlandske finanser kontrol over statskassen i Egypten, tilgav gæld til gengæld for at tage kontrol over Sues-kanalen og omorienterede den økonomiske udvikling mod kapitalgevinst.imidlertid førte islamisk og arabisk nationalistisk modstand mod europæisk indflydelse og bosættelse i Mellemøsten i 1882 til voksende spænding blandt bemærkelsesværdige indfødte, især i Egypten, som dengang som nu var den mest magtfulde, folkerige og indflydelsesrige af arabiske lande. Den farligste opposition i denne periode kom fra den egyptiske hær, som så omorienteringen af den økonomiske udvikling væk fra deres kontrol som en trussel mod deres privilegier.en stor militær demonstration i September 1881 tvang Khedive til at afskedige sin premierminister og regere ved dekret. Mange af europæerne trak sig tilbage til specialdesignede kvarterer, der var velegnede til forsvar eller stærkt europæisk bosatte byer som f.eks.Derfor sendte Frankrig og Storbritannien i April 1882 krigsskibe til Aleksandria for at styrke Khedive midt i et turbulent klima og beskytte europæiske liv og ejendom. Til gengæld spredte Egyptiske nationalister frygt for invasion over hele landet for at styrke islamisk og arabisk revolutionær handling. Af frygt for sin egen sikkerhed, da hærofficerer ledet af Ahmed Urabi begyndte at tage kontrol over regeringen. I juni var Egypten i hænderne på nationalister i modsætning til europæisk dominans i landet, og den nye revolutionære regering begyndte at nationalisere alle aktiver i Egypten. Anti – europæisk vold brød ud i Aleksandrien, hvilket fik en britisk flådebombardement af byen. I frygt for indblanding fra eksterne magter eller egypternes beslaglæggelse af kanalen i forbindelse med en islamisk revolution i imperiet i Indien førte briterne en Anglo-indisk ekspeditionsstyrke i begge ender af Sues-kanalen i August 1882. Samtidig landede franske styrker i Aleksandrien og den nordlige ende af kanalen. Begge gik sammen og manøvrerede for at møde den egyptiske hær. Den kombinerede Anglo-fransk-indiske hær besejrede let den egyptiske hær ved Tel el Kebir i September og overtog kontrollen med landet og satte Tafik tilbage i kontrol.
formålet med invasionen havde været at genoprette politisk stabilitet i Egypten under en regering af Khedive og internationale kontroller, der var på plads for at strømline egyptisk finansiering siden 1876. Det er usandsynligt, at briterne forventede en langsigtet besættelse fra starten; imidlertid betragtede Lord Cromer, Storbritanniens øverste repræsentant i Egypten på det tidspunkt, Egypts økonomiske reformer som en del af et langsigtet mål. Cromer var af den opfattelse, at politisk stabilitet havde brug for finansiel stabilitet og indledte et program med langsigtede investeringer i Egypts landbrugsindtægtskilder, hvoraf den største var Bomuld. For at opnå dette arbejdede Cromer for at forbedre Nilens vandingssystem gennem flere store projekter, såsom opførelsen af Asva-dæmningen, Nilen Spærreildog en stigning i kanaler til rådighed for landbrugsfokuserede lande.
i 1906 provokerede Denshavai-hændelsen spørgsmålstegn ved britisk styre i Egypten. Dette blev udnyttet igen af det tyske imperium, som begyndte at omorganisere, finansiere og udvide anti-Britiske revolutionære nationalistiske bevægelser. I første kvartal af det 20.århundrede var Storbritanniens hovedmål i Egypten at trænge ind i disse grupper, neutralisere dem og forsøge at danne mere pro-Britiske nationalistiske grupper, som de kunne give yderligere kontrol med. Efter afslutningen af første verdenskrig forsøgte de britiske kolonimyndigheder imidlertid at legitimere deres mindre radikale modstandere med indgangen til Folkeforbundet inklusive Fredstraktaten i Versailles. Således blev VFD-partiet inviteret og lovet fuld uafhængighed i de kommende år. Britisk besættelse sluttede nominelt med Storbritanniens 1922 Erklæring om egyptisk uafhængighed, men britisk militær dominans over Egypten varede indtil 1936.under britisk besættelse og senere kontrol udviklede Egypten sig til en regional kommerciel og handelsdestination. Indvandrere fra mindre stabile dele af regionen, herunder grækere, Jøder og armeniere, begyndte at strømme ind i Egypten. Antallet af udlændinge i landet steg fra 10.000 i 1840 ‘erne til omkring 90.000 i 1880’ erne og mere end 1,5 millioner i 1930 ‘ erne.