han var central i nogle af de mest afgørende øjeblikke i den tidlige Kirkehistorie. Han udglattede Saul (St. Paul), den nylige forfølger, ind i det kristne samfund og kaldte ham til sin første tjeneste. Han sallied frem med Paulus på den første store missionær opsøgende til Hedningerne og gav kritisk vidnesbyrd på Rådet for Jerusalem, der hilste ikke-jødiske konvertitter som hedninger. Og så, ganske pludselig, og af en temmelig trist grund, forsvinder han, og vi hører alt andet end intet om ham igen.En splittelse i det kristne samfund tager ham fra vores syn.
hvem var St. Barnabas og hvad kan vi lære af hans historie og nær forsvinden?
St. Barnabas var en Jøde, en indfødt af Cypern, og var af stammen Levi. Som sådan tjente han sandsynligvis i templet som præst, afhængigt af hans alder ved hans omvendelse til kristendommen. Hans fornavn var Josef, Men Apostlene kaldte ham Barnabas, hvilket betyder “søn af opmuntring” (Sml ApG 4:36).
ligeledes var han sandsynligvis en velhavende mand, for St. Luke præsenterer ham tidligt i Apostlenes Gerninger som en generøs mand, der solgte jord for at støtte den voksende kirke.
mest kritisk var det han, der vouched for den nye konvertit Saul af Tarsus senere kendt som Paul. For Paulus blev betragtet med mistanke af dem i Jerusalem, herunder Apostlene, som først for nylig var mål for hans forfølgelser (Sml ApG 9:26).
Tal om en af de mest afgørende introduktioner i historien! Det kan faktisk hævdes, at denne introduktion ændrede løbet af den vestlige historie og helt sikkert Kirkens. Barnabas banede vejen for Kirkens mest nidkære missionær og hendes største bibelske teolog, St. Paul. Efter Barnabas’ introduktion var Paulus i stand til at bevæge sig frit omkring Disciplene.
nogen tid efter dette sendte apostlene i Jerusalem Barnabas til Antiokia, som nu voksede og blomstrede menighed af både Jøder og hedninger. Det ser ud til, at han endnu ikke blev betragtet som apostel eller biskop (for Apostelgerninger 13:1 kalder ham lærer), det ser ud til, at han gik mere for at observere og være til hjælp. Under hans ledelse og andres ledelse trivedes Kirken der og voksede ganske hurtigt.
så Barnabas sendte Bud efter Paulus for at komme og slutte sig til ham. De arbejder sammen i mindst et år, og det var i Antiokia, at disciplene blev kaldt kristne for første gang (ApG 11:26). Ved at gøre dette fortsætter han med at fremme og opbygge Paulus ‘ tjeneste i kirken. Helt ærligt er dette også et fantastisk øjeblik i Kirkens historie, givet os af Barnabas. Det er ikke forkert at kalde St. Paul protege af Barnabas.
på et bestemt kritisk tidspunkt lagde ledere i Antiokia hænder på Barnabas og Saul. Og mens det diskuteres af nogle, Dette er det klareste øjeblik, hvor vi nu kan sige, at de er ordineret, og givet rang af biskop og titlen “Apostel.”
missionærer – efter at have gjort dette sender Kirkens ledere i Antiokia, instrueret af Helligånden, dem ud på missionering. Denne rejse er, hvad der nu er kommet til at blive kendt som Pauls første missionsrejse. Det er interessant at bemærke, at Barnabas tidligt på missionsrejsen altid er opført først, og derefter Paulus. Men ret hurtigt, i Apostlenes Gerninger 13:43, ordren ændres, og Paulus er altid opført først. Dette tyder på en ændring i lederskab.
de tog med sig på denne første rejse fætter til Barnabas, John, der blev kaldt Mark. Noget tidligt på denne missionsrejse beslutter Mark, at han ikke længere kan fortsætte og vender sig væk fra missionsrejsen. Dette vil vise sig væsentligt senere.
den sidste store rolle for Barnabas var i Apostlenes Gerninger i det 15.kapitel ved Jerusalems råd, som blev kaldet til at beslutte, om ikke-jødiske konvertitter kunne blive fulde medlemmer af kirken uden at konvertere til jødedommen. Barnabas gav sammen med Paulus vigtige vidnesbyrd om Hedningernes Nidkærhed og omvendelse.
et trist øjeblik – efter at Rådet i Jerusalem Paul og Barnabas vendte tilbage til Antiokia i triumf, blev deres ministerium retfærdiggjort. De planlagde endnu en missionsrejse sammen. Men her kommer det kritiske og triste øjeblik, der beskriver vores lære:
nogen tid senere sagde Paulus til Barnabas: “lad os gå tilbage og besøge de troende i alle de byer, hvor vi forkyndte Herrens ord og se, hvordan de har det.”Barnabas ønskede at tage Johannes, også kaldet Markus, med sig, Men Paulus mente det ikke klogt at tage ham, fordi han havde forladt dem i Pamfylien og ikke havde fortsat med dem i arbejdet. De havde en så skarp uenighed, at de skiltes selskab. Barnabas tog Mark og sejlede til Cypern, Men Paulus valgte Silas og forlod….(Apostelgerninger 15: 36-40)
et trist øjeblik, men illustrerer den menneskelige situation. Her er to mænd, der har været som brødre. Paulus skylder sin optagelse i ledelse i vid udstrækning til Barnabas, og sammen havde de undervist sammen og rejst hundreder af miles med skib og derefter til fods ind i de nordlige bjerge, der gjorde konvertitter i effektiv tjeneste sammen. Og for nylig er de netop vendt tilbage fra Jerusalem, deres vision og tjeneste godkendt og retfærdiggjort mod nej-sigere blandt brødrene. Og alligevel, i dette storslåede øjeblik skændes Paulus og Barnabas og deler selskab over Markus, fætter til Barnabas.
en af de ting, jeg beundrer mest ved den bibelske tekst, er, at den ikke “rydder op” ting som dette. Vores helte er ikke perfekte mænd, de er mangelfulde, og symbolsk for den menneskelige tilstand: begavet og stærk, men kæmper også med de samme problemer og dæmoner, der hjemsøger os alle.
lektionen? Gud bruger os selv i vores svaghed. Hvem havde ret,og hvem tog fejl her? Det er svært at sige. To begavede mænd ude af stand til at overvinde en blindgyde, ak, den faldne menneskelige tilstand. Men Gud vil fortsætte med at arbejde. Han kan gøre en vej ud af ingen måde og skrive lige med skæve linjer.
endnu mere trist, dette er det sidste, vi hører om Barnabas på nogen væsentlig måde. Han, der havde været så medvirkende i hans protege Pauls liv, og i den tidlige kirke, forlader nu scenen i varmen i et argument. Teksten siger, at han og Mark sejlede til Cypern, så stilhed……
der er omtale af ham i Galaterne, men i betragtning af den vage tidslinje er det svært at antage, at det finder sted efter uenigheden. Det fandt sandsynligvis sted tidligere og kan illustrere, at der allerede var spændinger mellem Paul og Barnabas før “Mark-hændelsen.”For det ser ud til, at Barnabas fulgte Peters svage eksempel på ikke at spise sammen med Hedninger, og dette forstyrrede tydeligt Paulus (jf.Gal 2:13).
Healing? Alligevel ser det også ud til, at Barnabas fortsatte med at arbejde som missionær for Paulus nævner ham for Korinterne (Sml 1 Kor 9:6). Og selvom hans henvisning går forbi, er den ikke respektløs. Dette antyder en vis helbredelse af kløften, selvom det ikke betyder, at de arbejdede sammen igen.
mere healing? Og selv for Johannes, kaldet Markus (sandsynligvis det samme Markus, der blev sekretær for Peter og forfatter Markusevangeliet), ser det ud til, at Paulus og han overvandt deres vanskeligheder. For Paulus skrev til Timoteus, sandsynligvis om det samme mærke: Hent Markus og tag ham med dig, for han hjælper mig i min tjeneste (2 Tim 4:11). Noget af en forløsning her for Markus og en helbredelse for Paulus. Den” ubrugelige ” desertør Markus, nu en der hjælper Paulus.
så der er en vis tristhed i historien om Barnabas, Paul og Mark. Men Guds arbejde fortsætter. Og det ser ud til, at helbredelse kom senere. Ja, selv i vores svaghed kan Gud bruge os og helbrede os. Og for dem, der fortvivler synd i kirken, og synd blandt Præsterne, fraktioner en strid, husk altid, at selvom det er syndigt, kan Gud gøre en vej ud af ingen måde. Selv i vores svaghed, (og ofte kun fordi vores svaghed holder os ydmyge), kan Gud gøre store ting.
måske kan Barnabas (“søn af opmuntring”) også opmuntre os. For hvis selv hellige kæmpede, blev de stadig brugt af Gud og overvandt, måske også for os. Opmuntres.