beskrivelse
Dette er en sjælden kopi af et berømt moralspil kaldet somonynge of every man, først skrevet i slutningen af middelalderen og trykt c. 1530.
det kaldes normalt bare Everyman, efter den centrale karakter – et almindeligt, mangelfuldt menneske, der repræsenterer hele menneskeheden. Han kæmper for at opnå frelse på sin rejse mod døden.
hvad er et moralspil?
Moralspil var populære i Europa fra det 15.og 16. århundrede. De brugte allegoriske historier til at undervise i et moralsk budskab, understøttet af kristen lære. Karaktererne personificerede abstrakte kvaliteter af godhed og ondskab, dyd og vice, som deltog i en kamp for at vinde sjælen i ‘menneskehedens’ figur. Efter at have givet efter for fristelsen til verdslige fornøjelser og synd, omvendte det repræsentative menneske sig og blev frelst, lige i tide til at gå til himlen.
Hvad sker der i Everyman?
som vist på sin slående titelside dramatiserer stykket Everymans møde med døden inden den endelige dom. Gud ser hver mand gå sammen med sit sind på ‘flesshely lustes’ og sender Døden for at bede ham om en redegørelse for sit liv som en oversigt over gode og dårlige gerninger (A2R–A3r). Everyman forsøger at få andre allegoriske figurer som ‘Fællesskab’ og materielle ‘varer’ til at slutte sig til ham på sin rejse, men han er tvunget til at indse, at de ikke hjælper ham.
i sidste ende leder viden ham til at gøre en tilståelse, og han får tilgivelse. Men når han dør, er Everyman kun tilbage med sine gode gerninger for at hjælpe ham med at komme til himlen (D3v–D4r).
Moralspil og Christopher Marlav
mange kritikere har bemærket, at dramatikeren Christopher Marlav tilpasser og undergraver moralspiltraditionen i sine værker. I Doktor Faustus og Edvard II er begge hovedpersoner, som allemand, distraheret fra gode gerninger af verdslige ønsker. De forsøger gentagne gange at reformere og synes at være fanget mellem gode og dårlige rådgivere.
men i et radikalt skift væk fra moralens legestruktur dør begge uden frelse. Faustus holder sin handel med Djævelen og starter mod fordømmelse, mens Edvard II bliver myrdet. Man kan også argumentere for, at både Faustus og Edvard II er usædvanlige individer, i modsætning til de repræsentative ‘typer’ i moralspillene.