strategier til at forbedre immunsystemets effektivitet mod kræft repræsenterer en vigtig innovation, idet den nylige opmærksomhed har fokuseret på anti-programmeret død (PD)-1/PD-ligand 1 (L1) monoklonale antistoffer. Kliniske forsøg har vist objektiv klinisk aktivitet af disse midler (f. eks. maligniteter, herunder melanom, ikke-småcellet lungekræft, blærekræft, pladeformet hoved-og halscancer, nyrecellecancer, ovariecancer, mikrosatellit-ustabil kolorektal cancer og Hodgkins lymfom. Ekspression af PD-L1 i tumormikromiljøet ser ud til at være afgørende for terapeutisk aktivitet, og indledende forsøg antydede, at positiv PD-L1-tumorekspression var forbundet med højere responsrater. Imidlertid har efterfølgende observationer stillet spørgsmålstegn ved udsigten til at bruge PD-L1-ekspression som en biomarkør til valg af patienter til terapi, især da mange patienter betragtede PD-L1-negativ oplevelse som en fordel ved behandlingen. Det er vigtigt, at der endnu ikke er en endelig test til bestemmelse af PD-L1, og der er ikke fastlagt en afskæringsreference for PD-L1-positiv status. Immunhistokemi med forskellige antistoffer og forskellige tærskler er blevet brugt til at definere PD-L1-positivitet (1-50%) uden nogen klar overlegenhed af en tærskel over en anden til at identificere, hvilke patienter der reagerer. Desuden er den type celler, som PD-L1-ekspression er mest relevant på, endnu ikke klar, hvor immuninfiltrerede celler og tumorceller begge anvendes. Afslutningsvis, mens PD-L1-ekspression ofte er en forudsigelig faktor for behandlingsrespons, skal den suppleres med andre biomarkører eller histopatologiske træk, såsom sammensætningen og mængden af inflammatoriske celler i tumormikromiljøet og deres funktionelle status. Kvantitative eller semikvantitative algoritmer med flere parametre kan blive nyttige og pålidelige værktøjer til at guide patientvalg.