Obv: dobbelt overflødighedshorn.Rev: fem linjer med gammelt hebraisk skrift; læsning” Yehochanan Kohen Gadol, Chever Hayehudim ” (Yehochanan Ypperstepræsten, Jødernes råd.
Yehudi i den hebraiske Bibelrediger
ifølge Første Mosebog, Juda (Josh, Yehudah) var navnet på den fjerde søn af patriarken Jakob. Under udvandringen blev navnet givet til Judas Stamme, nedstammer fra patriarken Juda. Efter erobringen og bosættelsen af Kana ‘ ans land henviste Juda også til det område, der var tildelt stammen. Efter splittelsen af Det Forenede Kongerige Israel blev navnet brugt til det sydlige Kongerige Juda. Riget omfattede nu stammerne Juda, Benjamin og Simeon sammen med nogle af Leviternes Byer. Med ødelæggelsen af det nordlige kongerige Israel (Samaria), kongeriget Juda blev den eneste jødiske stat, og udtrykket y ‘ Khudi (kr.) blev anvendt på alle israelitter.
udtrykket Yehudi (Kurt) forekommer 74 gange i den masoretiske tekst i den hebraiske Bibel. Flertallet, yehudim (Kristus) vises først i 2 Kings 16:6 hvor det henviser til et nederlag for Yehudi-hæren eller nationen, og i 2 Krønikebog 32:18, hvor det henviser til yehudims sprog (Kurt). Jeremias 34: 9 har den tidligste entydige brug af ordet Yehudi. I Esther 2: 5-6 har navnet “Yehudi” (Kerra) et generisk aspekt, i dette tilfælde henviser til en mand fra Benjamins Stamme:
” der var en mand en Yehudi (jødisk mand) i Sjushan, hovedstaden, hvis navn var Mordokaj, søn af Jair, søn af ShiMei, søn af Kish, en benjamit; der var blevet forvist fra Jerusalem med eksil, der blev forvist med Jekonja, konge af Juda, som Nebukadnesar, konge af Babylon, havde forvist.”
navnet vises i Bibelen som et verbum i Esther 8:17, der siger:
” mange af landets folk blev Yehudim (i generisk forstand) (Larus, mityahadim), fordi frygt for yehudim faldt på dem.”nogle steder i Talmud henviser ordet Israel(ITE) til nogen, der er jødisk, men ikke nødvendigvis praktiserer jødedommen som en religion: “Et Israel (ITE), selvom han har syndet, er stadig et Israel(ITE)” (traktat Sanhedrin 44a). Mere almindeligt bruger Talmud udtrykket Bnei Yisrael, dvs.” Israels Børn”, (“Israel” er navnet på den tredje patriark Jacob, far til sønnerne, der ville danne Israels tolv stammer, som han fik og tog efter at have kæmpet med en engel, se Første Mosebog 32:28-29) for at henvise til Jøder. Ifølge Talmud derefter, der er ingen skelnen mellem “religiøse jøder” og “sekulære jøder.”
på moderne hebraisk bruges det samme ord stadig til at betyde både Jøder og Judæere (“af Judæa”). På arabisk er udtrykkene yah K. D. (sg.), al-yah kr. (pl.), og Ban Ban Ban Ban Ban Ban Ban Ban Ban Ban Ban Ban. Det arameiske udtryk er Y ‘ H-Kurt.
udvikling på europæiske sprogredit
Septuaginta (angiveligt et produkt af hellenistisk jødisk stipendium) og andre græske dokumenter oversatte karrus, Yehudi og den arameiske Y ‘ H-karrus ved hjælp af det Koine græske udtryk ioudaios (græsk: Karrus; Pl. Ioudaioi), som havde mistet ‘ h ‘ – lyden. Det latinske udtryk, efter den græske version, er Iudaeus, og fra disse kilder gik udtrykket til andre europæiske sprog. Den gamle franske giu, tidligere juieu, havde fjernet (droppet) bogstavet “d” fra Latin Iudaeus. Det Mellemengelske ord Jøde stammer fra gammelengelsk, hvor ordet attesteres så tidligt som 1000 i forskellige former, såsom Iudeas, Gyu, Giu, Iuu, IUU, IUU. Det gamle engelske navn stammer fra gammel fransk. Det moderne franske udtryk er “juif”.
de fleste europæiske sprog har bevaret bogstavet “d” i ordet for Jøde. Etymologiske ækvivalenter er i brug på andre sprog, f.eks., “Jude” på tysk, “judeu” på portugisisk, “J Kurt” på dansk og norsk, “judolit” på spansk, “jood” på hollandsk, etc. På nogle sprog bruges afledninger af ordet “hebraisk” også til at beskrive en Jøde, f. eks., Ebreo på italiensk og spansk, Ebri/Ebrani (persisk: Kurt / Kurt) på persisk og Kurt, Yevrey på russisk. (Se jødiske etnonymer for et fuldt overblik.)