en 15-årig dreng præsenteret med isolerede vandrette striber på ryggen, der oprindeligt var lilla, men gradvist falmede. I de 6 måneder før præsentationen havde han fået 11 kg til en vægt på 61,1 kg (50.percentil) og var vokset 10 cm til en højde på 173,7 cm (50-75. percentil), hvilket resulterede i et kropsmasseindeks på 20 kg/m2 (50. percentil). Hans medicinske historie var ikke bemærkelsesværdig, bortset fra at han var født ved 33 ugers drægtighed og oplevede migrænehovedpine. Drengen havde det ellers godt og havde aksillært hår i 3 år og skamhår i 1 år. Hans fysiske undersøgelse var ikke bemærkelsesværdig bortset fra 12 Lilla lineære markeringer i lændeområdet, der føltes som et “vaskebræt.”Blodprøver for adrenokortikal funktion blev bestilt, men blev ikke afsluttet af patienten.
Striae distensae (strækmærker) er almindelige hos patienter, der er overvægtige, er gravide eller gennemgår hurtig vægtændring (f.eks. atleter), eller som har Cushings syndrom eller en arvelig lidelse af kollagenvæv (inklusive Marfan syndrom). Striae er også almindelige efter langvarig brug af topiske eller systemiske kortikosteroider. I 1935 rapporterede han om en usædvanlig præsentation af striae, som han kaldte ” idiopatisk striae atrophicae af puberteten.”1 denne form for striae forekommer hos raske, nonobese individer omkring puberteten.
Striae er typisk placeret på lår, bagdel, bryster og nedre ryg2 og forekommer i planer vinkelret på hudens spænding. Isolerede striae i lænderegionen hos nonobese individer, som i vores patient, er ualmindelige. Striae begynder typisk som violette eller rødrosa bølgede linjer, der er let hævede og over en periode på måneder til år falmer til næppe synlige hvide atrofiske læsioner med en rynket overflade.2 Striae ses sjældent hos børn under 5 år. Den højeste forekomst af striae er mellem 10 og 16 år (20% -70%) blandt piger og mellem 14 og 20 år (6% -40%) blandt drenge.3
Striae kan være forårsaget af hurtig aflejring af fedtvæv eller muskelhypertrofi under det dermale lag. I pubertets striae kan genetisk prædisponering, perioder med hurtig vækst (“vækstspor”) og hyperstimulering af hypothalamus–hypofyseaksen alle være prædisponerende faktorer.2