gå stammer fra Mellemengelsk gon, goon, fra gammelengelsk G. Kognater på de germanske sprog inkluderer Vestfrisisk gean, hollandsk gaan, nedertysk gahn, tysk gehen, Dansk, Norsk, Svensk g-kar, Krim-gotisk geen.
Oprindelse af krisodeedit
oldengelsk brugte ikke nogen variation af gik til den generelle preterite af go; i stedet blev ordet lysode (variant lyse lysode) brugt, som dvælede som den nu forældede yede, yode og yead.
oldengelsk kurtode ‘han gik’ (plural kurtodon) består af en defekt preteritbase – og det svage tandsuffiks-de almindelige i de fleste moderne engelske tidligere tidsformer (jf. smerte: smerte). Base-og dens gotiske modstykke iddja (pl. iddjedun) viser følgende udvikling:
- PIE perfekt ental *i-yóh₂- (ental) → Proto-Germanske *ijō-dē → *eōdæ → ēode
- PIE perfekt flertal *i-yh₂- (flertal) → *jejj- (Holtzmann s lov) → *jijj- (jeg-mutation) → Proto-Germanske *ijjēdun- → Gotiske iddjēdun.
begge former er afledt af TÆRTERODEN * hsley-lyrith₂ – (sen *yeh₂ -) baseret på tætte matches med tidligere spændte former for Sanskrit y Lutti ‘han går, rejser’ (jf. ufuldkommen, perfekt, perfekt, perfekt, perfekt, perfekt, perfekt. Roten betragtes som et iterativt intensivt derivat af den mere almindelige *hroshey-‘at gå’ (til stede *hashiristi). En refleks af *hroshey – er Latin-kurrre ‘ at gå ‘(nuværende e kurr’ jeg går’), som gav mange engelske ord som ambition, udgang, introit, problem, preterite og så videre. Det findes også på de slaviske sprog som iti og lignende former.
udvikling af en ny preteriteEdit
på Mellemengelsk udviklede lusode sig til lusede, YES og yode. I det 15. århundrede i det sydlige England var vende blevet synonymt med go, men dens infinitive og nutidige former var ophørt med at være i hyppig brug. Dette var også tilfældet for de forskellige pritode-afledte preteritter af go, således absorberede en variant preterit af vend funktionen. Efter at go blev etableret som Go ‘ s preterit, overtog han en ny preterit. På nordengelsk og skotsk blev yede gaed, regelmæssigt dannet ved suffiks-ed til en variant af go. På grund af indflydelsen fra regionen, sydlige engelske former udgør standardsproget i England, og så gik er standard engelsk preterite. Spencer brugte yede til at betyde gå med yode som sin preterite form, men som dialekt.
Oprindelse af gikedit
gik, den moderne fortid af go, var oprindeligt den preteritiske form for mellemengelsk vending ‘at dreje, direkte; afgang’ (moderne engelsk vending), fra gammelengelsk vending (tidligere vending, vending), sig selv fra Proto-germansk *viljansk Kurt ‘at dreje’ (transitiv). Blandt de kendte er vestfrisisk vin, hollandsk, nedertysk, tysk venden, Jiddisch, svensk V. R., Dansk, Norsk vendeog gotisk tryllestav. De oprindelige former for ME datid var vend, vend (vores moderne form) og tidligere participium vend, men variant vente udviklede sig fra omkring 1200. Af ca. 1500, vend havde sejret i transitive sanser, mens vente, begrænset til intransitive sanser, konkurrerede og erstattede go ‘ s ældre fortid, yede/yode.Proto-germansk er et forårsagende derivat af * vindan-Kirsten ’til vind, indpakning’, hvorfra det moderne engelske verb vind udviklede sig. Kognater inkluderer Vestfrisisk vin, hollandsk, nedertysk, tysk vind, svensk vinda, dansk og norsk vindeog gotisk-vindan (i bivindan ‘at vinde rundt, vikle’). PGmc * vindan-Kurt kommer fra Proto-Indo-europæisk * vend Kurt – ’til vind, vridning’, hvilket også gav umbrisk preuenda ‘ tur!'(imperativ), Tocharian A/B HRR/hrrrrrrrrrrrrrrr’ dækker, indhyller’, græsk (Hesychius) hrsthras’ vogn’, Armensk gind’ ring ‘og Sanskrit vandh lrrr’vognramme’.